Baggrundsinformation
Introduktionsvideo til ultralydsskanninger
Apparatet og transducere
Ultralydapparater har mange forskellige udformninger men består alle overordnet set af tre dele: Ultralydsapparatet, transducerledningen og transduceren. Transducertypen afhænger af undersøgelsens formål, de meste anvendte er:
• Lineær transducer ved superficielle strukturer
• Konveks transducer ved behov for at skanne i dybden med stort overblik
• Sektor transducer ved hjerteskanning
• Transrektal/vaginal transducer ved skanning via rectum/vagina.
Transducerne operere indenfor forskellige frekvensintervaller; en højfrekvent transducer har en høj opløsning i overfladen, men kan ikke lave billeder i dybden. Derfor benyttes en lavfrekvent transducer til billeder i dybden.
Optimering af billedet
Når man har lokaliseret den struktur man ønsker at undersøge, skal billedet optimeres. Dette kan gøres ved hjælp af:
• Patienten: Ændring i kroppens lejring, stilling eller patientens vejtrækning (vedholdt inspiration/ekspiration)
• Transduceren: Ændring af trykket mod patienten, ændring i skannevinkel eller placering af transducer.
• Ultralydsapparatet: Optimer billedet ved at bruge ultralydsapparatets knapper, se "Knapologi".
Knapologi
Afhængigt af producent har ultralydsapparatets funktioner forskellige placeringer og navne. Nedenstående er eksempler på de basale funktioner.
Preset: Forudbestemte indstillinger til en given undersøgelsestype. De fleste apparater har en "optimerings-" eller "reset" knap så billedet automatisk bliver bedre/nulstilles.
Dybde: Dybden bruges til at justere hvor "dybt" billedet skal være, dvs. hvor langt væk fra transduceren man vil se. Start med stor dybde for at få overblik, hvorefter dybden kan mindskes så de relevante strukturer fremstår størst og mest tydeligt på skærmen.
Fokus: Fokus benyttes til at optimere billedets opløsning i en definerbar dybde. Der kan benyttes et el. flere fokuspunkter. Fokuspunkter skal altid være i niveau med eller umiddelbart under den struktur man ønsker at undersøge.
Gain: Gain er ultralydsapparatets forstærkning af det indkomne signal, des mere man skruer op, des lysere bliver billedet. Gain skal i udgangspunktet indstilles således, at der er god kontrast mellem strukturerne uden der kommer skinnende hvide områder.
Dopplereffekten
Color Doppler anvendes til at vurdere om der er flow i en struktur og siger samtidig noget om flowets retning. Rød farve viser flow mod transduceren og blå viser flow væk fra transduceren. Spektral Doppler benyttes til at måle flowhastigheden i et lille område, hvilket kan anvendes til beregning af andre variable bl.a. ved ekkokardiografi og flowmålinger i karsystemet.
Artefakter
Ultralydbilledet på skærmen afspejler ikke altid virkeligheden, der kan nogle gange være tale om ultralydsartefakter. Artefakter afhænger af undersøgelsestypen, men de hyppigste gennemgås herunder:
Slagskygge
Hvis en struktur reflekterer eller absorberer samtlige lydimpulser, vil der ikke kunne genereres ekkoer under strukturen, hvilket ses som sort akustisk skygge (slagskygge). Slagskygge kan fx ses bag knogler.
Kantskygge
Når en lydimpuls rammer en glat, velafgrænset overflade tangentielt bliver den afbøjet og mister den tilrænkte retning. Da lydimpulsen dermed aldrig når det tiltænkte område, vil der herfra ikke genereres ekkoer, hvormed området ses som en sort akustisk skygge i dybden. Fænomenet ses eksempelvis ved kanterne af cyster, galdeblæren, urinblæren, nyrer samt prostata.
Enhancement (forstærkning)
Områder bag væskefyldte strukturer ses lysere på skærmen end forventet. Dette skyldes, at ultralydimpulsen mister mindre energi under rejsen gennem væske end ellers, hvormed ekkoerne fra dybden under væsken bliver kraftigere (lysere). Enhancement kan ses under galdeblæren, blæren og cyster.
Beskrivelse
Når man skal beskrive sine fund, skal man først og fremmest overveje hvem man skal beskrive det overfor.
Overfor patienten: Gør undersøgelsen færdig, lad patienten komme op og få tøj på igen. Oftest kan det være en god ide at gennemse sine UL-billeder og -klip inden der laves en konklusion. Hvis man vælger at oplyse patienten om sine fund skal det altid være i lægmandstermer.
Notat i journalen: Oplys kompetenceniveau og typen af klinisk UL-undersøgelse. Skriv kort indikation for undersøgelsen, en kort og præcis beskrivelse samt konklusion.
Klinisk ultralyd versus specialist ultralydsskanning
Klinisk ultralydskanning (Point of Care Ultralyd, PoC UL/POCUS) er en fokuseret undersøgelse, hvor enkelte problemstillinger undersøges, hvilket skal afspejles i en kort beskrivelse. Ved tvivl om undersøgelsens fund, skal der altid foretages en supplerende specialistultralydskanning.
Eksempel: "eFAST udført af Kirurgisk BV, afdelingslæge: Indikation: Multitraume. Beskrivelse: Ingen pneumothorax. Ingen fri væske i perikardiet, pleura eller peritoneum"
Specialistultralydsskanning udføres typisk af en specialist indenfor det pågældende organsystem (kardiolog, gynækolog, øre-, næse- og halskirurg, mm) eller radiolog. Mens en klinisk ultralyd af galdeblæren i akut modtagelsen kun ser efter galdesten og måler galdeblærevæggen, så foretager radiologen en detaljeret skanning af hele leveren, galdevejene og pancreas.
Baggrunden for billeddannelsen
Medicinsk ultralyd er lydbølger med en frekvens på 1-20 MHz. Transduceren genererer ultralydsbølger ved at omdanne elektrisk energi til ultralyd. De udsendte lydimpulser bevæger sig i en lige linje fra transduceren ned i vævet. Når lydimpulsen i vævet møder en grænseflade med en modstandsændring for ultralydens udbredelse, vil en del af lydimpulsen reflekteres tilbage til transduceren som et ultralydsekko. I transduceren omdannes de reflekterede lydbølger atter til elektriske impulser der sendes ind i ultralydsapparatet. På skærmen præsenteres ultralydsekkoerne som pixels i en gråtoneskala der afspejler ekkoets intensitet – des større ændringer i modstand, des lysere/hvidere på gråtoneskalaen og omvendt. Et homogent område uden ændringer i modstanden fremstår dermed sort på skærmen (ekkotomt), eksempelvis væske i galdeblæren, blod i et kar el. væske i en cyste. Knogle og luft har derimod en helt anden modstand for ultralydsbølgen end de øvrige væv, hvorfor overgange mellem knogle/luft og andet væv vil generere et kraftigt ekko og således fremstå helt hvidt på skærmen (ekkorigt). Det er med konventionel ultralyd ikke muligt at skanne igennem luft eller knogle. Korrekt udført medicinsk ultralyd udgør ikke nogen kendt risiko for patienten, idet den afsatte energi i vævet er meget lille.